om

Jeg brugte det meste af min barndom på tre ting – at tegne, at stirre og at stille spørgsmål. Når jeg blev opslugt af en af disse tre aktiviteter, ville min mund åbne sig på vid gab i pludselige, ivrige krampetrækninger. Det kunne være en kvinde med piercinger i hele ansigtet, en lyserød flødeskumskage eller den perfekte sorte tusch, der kunne udløse dette underlige tick. Men da en legekammerat gjorde mig opmærksom på, at jeg lignede “en fisk, der var ved at dø”, begyndte jeg i stedet at gå hurtigt frem og tilbage i det lokale, jeg befandt mig i, foroverbøjet, med hænderne hårdt knyttede, når jeg blev rigtig begejstret.

Det gør jeg stadig – en “gangart”, der flere gange er blevet karikeret kærligt af mine venner. 

Da jeg blev ældre, stoppede jeg med at tegne. Jeg blev for utålmodig til at vente på det færdige resultat, og blyanten blev erstattet af kameraet. To medier, der måske ikke er så langt fra hinanden igen. Begge dele har for mig samme intention bag – nemlig at fastholde noget – ideer, mennesker, farver, skygger, lys, der er så overvældende, at det faktisk ikke kan indkapsles.

Når man fotograferer andre mennesker, opstår der en situation, hvor det bliver socialt acceptabelt at stirre på dem. Det er sjældent.

Alle billeder på denne hjemmeside er taget analogt. Ingen af dem er perfekte. 

Når jeg ikke kan se billederne, imens jeg tager dem, ved hverken jeg, eller personen jeg fotograferer, hvad vi ender op med.

Én ting kan jeg dog altid gå efter, når jeg står bag kameraet: hvis jeg kan mærke impulsen til at gå frem og tilbage i rummet, eller i bedste fald lave fiskebevægelser med mine kæber, så ved jeg at billederne bliver værd at fremkalde. 

Trangen til at stille spørgsmål er heller ikke forsvundet.

Til hvert portræt er der derfor også knyttet en lydfil, som besvarer et par af de mange spørgsmål, jeg har haft til de mennesker, der har stået foran mig, imens jeg har fotograferet dem. 

Disse portrætter er derfor til dig, der heller aldrig kan få nok, og ligesom mit femårige jeg har en trang til at tage en kæmpe bid af alle de overvældende nuancer og kanter, der opstår, når vi lever samme sted, samme tid, som andre mennesker.